Den østlige side af Sminge Sø er fredet. Det vil sige at du kun må sejle i åløbet, det er i den side hvor fugletårnet er.
Tag hensyn til naturen, lad f.eks. være med at sejle ind i siv og brinker, og smid ikke affald derude.
Før du bruger båden, skal du kontrollere om den er i orden, f.eks. sæde, fodspark, ror og pagaj.
Udfyld RoKort, før du tager af sted, for din sikkerheds skyld, så ved andre at du er ude og sejle, og hvor du sejler hen, samt så din sejlads medregnes i forhold til sejladskrav ved turdeltagelse. Sejlads skal afsluttes i RoKort når du kommer tilbage, så vi ved du er sikkert tilbage fra tur, og til brug for bl.a. statistik.
Der skal bæres redningsvest eller svømmevest under sejlads.
Efter sejlturen rengøres kajak/kano, pagaj, mm, og det sættes på plads. Aflever materiellet i samme stand som du ønsker at finde det i.
Går noget i stykker, får kajakken en flænge, knækker der noget af pagajen eller andet, så skriv en meddelelse i kontaktformularen her på hjemmesiden, så vi kan få det repareret.
Kører du med kajakker på bilen eller på trailer, skal du køre forsigtigt, og sikre dig at de er bundet godt fast. Husk at det er dig der kører, der har ansvaret, og læs opslag i klubben om forsikringsdækning ved kørsel med klubbens trailer (din Kasko forsikring dækker).
Bestyrelsen vurderer skaden i hvert tilfælde, og de mindre skader og almindeligt slid tager klubben sig af, men større skader kan du gøres erstatningsansvarlig for.
Hvis du kæntrer i en turkajak, og den bliver fyldt med vand, skal du være forsigtig når du vender den for at tømme den, for den knækker let.
Roning og brug af klubbens materiel foregår på eget ansvar. Klubben kan ikke gøres erstatningspligtig på nogen måde.
Kun medlemmer af klubben må benytte vores materiel. Medlemmer kan have en gæsteroer med mod betaling, se yderligere under "Regler for gæsteroere".
Hvis du vil låne noget af klubbens materiel ud over et døgn, skal du kontakte et bestyrelsesmedlem mindst en uge før. Dette for at sikre, at der ikke er flere arrangementer der falder sammen.
Når man tilmelder sig en tur med klubben, accepterer man følgende vilkår for deltagelsen:
Du skal mindst være 16 år for at bruge materiellet alene, ellers skal du sejle sammen med voksne. Er du under 16 år, skal du medbringe en tilladelse fra dine forældre for at sejle sammen med andre.
Medlemmer under 18 år må kun opholde sig i klubben eller anvende klubbens både i selskab med en ansvarlig voksen. Klubbens øvrige medlemmer påtager sig ikke et pasningsansvar.
Klubben råder over få pladser, hvor AKTIVE medlemmer kan ansøge bestyrelsen om plads til egen kajak.
Hvis der ikke er ledig plads, kan man blive skrevet på venteliste, optagelse på venteliste kan tidligst ske året efter indmeldelse og kræver at medlemmet er aktivt og bruger sin kajak.
Tildeling af pladser sker efter hvor lang tid medlemmet har stået på ventelisten.
Pladsen kan kun anvendes til det aktive medlems egen kajak, pladsen kan ikke overdrages til andre.
Opbevaring sker på medlemmet eget ansvar, klubben kan ikke drages til ansvar for skader på eller tyveri af kajakken. Forsikring af kajakken er ejerens ansvar.
Bestyrelsen kan opsige pladsen, hvis medlemmet ikke er aktivt eller hvis klubben mangler pladsen til klubbens kajakker.
Klubbens FaceBook side er en ”lukket gruppe” og beregnet til opslag relateret til klubben og dens aktiviteter. Det er ikke tilladt at promovere egne arrangementer eller aktiviteter på siden.
Kontingent skal være betalt senest den 1. februar, på kontonummer 2380 6878 484 566 eller MobilePay 83690.
Ændres ordensreglerne får du besked på hjemmesiden, e-mail, og der vil være opslag i klubhuset.
Opdateret af Bestyrelsen d. 13.01.2026